Fremtidsgodkendt Jul

Det skete i disse dage....

at vi opdagede, at julen havde udviklet sig til helvede på jorden, spækket med overflod, stressede mennesker og madsvineri. Dagen derpå oplevedes som den værste omgang tømmermænd med maveonde, kvalme og træthed. Efter juledagene kom stressen påny. Nu skulle vi jo bytte halvdelen af vores 123 julegaver  - som  enten var for store, for små, for dyre  eller for billige.

Nogle gange skete det, at vi ikke engang orkede at spise al maden eller at bytte alle gaverne. Så smed vi det på loftet eller i skraldespanden, og en dag blev det dumpet et sted ude i Kina eller endnu længere væk – langt væk fra vores  samvittighed, som jo nødigt skulle blive snavset.

Det skete i disse dage....

at vi opdagede, at nærværet i julen var forvandlet til snøvlende sætninger sagt i en rus af for meget snaps, for meget sild og for meget sovs. Pludseligt så vi os selv snave med kollegaen eller chefen i en endnu en sanseløs og grådig julerus. 

Det skete i disse dage....

at vi opdagede, at julen stadig fejres efter en tidsånd, som gjaldt før finanskrisen.

Pludseligt gik det op for os, at vi lever i en tidsånd, hvor less is more, affald er en ressource og upcycling er sejt. Delementaliteten har slået igennem indenfor såvel bilismen som jordbruget, og vi spiser på Rub og Stub for at undgå madspild. Vi dyrker fælles grøntsager i vores fælles haver og spiser fælles middage på Carlsberg. Derfor opfandt vi begrebet ”Positiv Jul” og ”Fremtidsgodkendt Jul.” Begrebet blev ikke født i en krybbe men på en Mac, men sådan er tidsånden jo også.

Den positive jul er fremtidsgodkendt, fordi den tager tidsånden alvorligt og siger farvel til spildet.

Til den positive jul

• ·      Deler vi vores mad med vores fattige naboer, de studerende og de hjemløse, fordi vi kun behøver at spise til vi er mætte, og fordi vi vil være fri for madspildet

• ·      Køber vi juletræer med rødder og planter fælles juletræshaver, fordi vi elsker fællesskabet og lokalsamfundet og ikke har plads til vores eget juletræ i lejligheden

• ·      Forvandler vi aflagte materialer og ”affald” til julepynt og julegaver, fordi vi er på jagt efter unikt og personligt julekunst, og fordi vi ikke har brug for at tære på jordens ressourcer.

• ·      Bruger vi juletiden til at mødes med familie og venner, som vi elsker højt, og vi fortæller dem, hvor meget de betyder for os. Vi behøver ikke at pakke ordene ind i ½ flaske snaps, fordi vi synes, det er modigt at være ædru og ærlig.

Hvis du ønsker at markere Positiv Jul, så sæt X i din kalender Søndag d. 8.12 kl. 16-19, hvor Hispter Jesus inviterer til Fremtidsgodkendt Jul i Sct. Matthæus Kirke på Vesterbro: 

• ·      Skraldekunstner, Thomas Dambo holder workshop, her lærer han os at forvandle affald til julegaver og julepynt.

• ·      Kokke med speciale i madspild vil servere små portioner af juletapas og gløgg

• ·      Refleksioner over fremtidsgodkendt jul af blandt andet Thomas Dambo.

Positiv Jul er et gratis event, men du kan give et bidrag, hvis du har lyst og overskud.  

Følg med på www.facebook.com/fremtidsfabrik, hvor eventen løbende vil blive opdateret.

"Fuck iværksætter-mødre, særligt dem uden stort overskud," hilsen Christiansborg

For 9 måneder siden besluttede jeg mig for at følge min store drøm – fra den ene dag til den anden forlod jeg min trygge tilværelse som lønmodtager til en usikker men også spændende tilværelse som iværksætter. Med uundværlig støtte fra mit netværk og grundet masser af frivillige foredrag og frivilligt arbejde fik jeg i løbet af 2 måneder skaffet de første kunder, og allerede på 3. måned havde jeg min første ansatte. Sammen arbejdede vi non-stop – sove var noget vi kunne gøre, når vi blev gamle, og det var også ok, fordi ingen af os havde kærester eller børn. Sammen mærkede vi den frihed men også den skrøbelighed, man oplever som iværksætter.

Jeg kunne faktisk lide det – og selv om jeg helt ærligt aldrig er blevet iværksætter for samfundets skyld – så fik jeg alligevel ret stor optur, når jeg hver måned betalte løn til min medarbejder og til alle vores underleverandører. Det gjorde mig stolt og glad at kunne "brødføde" andre.

På 4. måned skete der omvæltende ting i ”verdensfirmaet” – vi fik store kunder som Danske Bank, Kulturministeriet og Ferrero Scandinavia – efterhånden var jeg ret sikker på, vi i Fremtidsfabrik kunne give os selv det label, som vi gav alle de seje – et label med teksten ”Fremtidsgodkendt”

Midt i al begejstringen blev jeg gravid – det var hverken ubesmittet ej heller planlagt – men jeg er 35 år, og hvis Hall slægten skulle leve videre, så var det her måske sidste chance. Selv om jeg følte, jeg stod i en sårbar økonomisk situation, som nystiftet iværksætter og kommende enlig mor, så besluttede jeg mig alligevel for at beholde barnet. Børn er jo fremtidsgodkendt - og jeg trøstede mig ved, at vi lever i en velfærdsstat. Politikerne snakker hele tiden om, hvor godt det er med os iværksættere - vi kan sikre innovation og vækst til samfundet, siger de. Samtidig vidste jeg, at arbejdsløse får udbetalt sygedagpenge hver måned, når de går på barsel, så det ville jeg nok også få, tænkte jeg.  

Endnu en måned gik, og jeg arbejdede hårdere end nogensinde før – nu havde jeg jo ikke kun mig selv, men også min ufødte baby at tænke på. Det gav mig faktisk øget energi og motivation. Min kloge revisor, Kirsten sagde dog til mig, at nu måtte jeg hellere ringe til Udbetaling Danmark for at finde ud af præcist, hvor mange penge, jeg kunne få i barsel, så det gjorde jeg.  ”Hm, det ser bestemt ikke ud til, at du er berettiget til at få så meget som en krone, dit overskud er jo ikke er stort nok,” lød beskeden fra Udbetaling Danmark. Da gik op for mig, at man som iværksætter skal generere et årsoverskud på 208.000 for at få barselspenge. Et overskud som langt de færreste førsteårs iværksættere kan generere.

Kære Christiansborg:

Jeg er forvirret: Hvordan kan I snakke om, at landet har brug for iværksættere, der skal skabe arbejdspladser – når I samtidig giver dårligere barselsvilkår til en iværksætter, end I gør til en arbejdsløs? Hvad er logikken i, at vi lever i et velfærdssamfund, som skal beskytte de ”værdigt trængende”, når jeres lovgivning kun giver barsel til de iværksættere, der klarer sig bedst (dem med et overskud på plus 208.000), hvorimod der ingen barsel er til de iværksættere, som er nystartet eller som klarer sig mindre godt og derved genererer et overskud som er mindre end 208.000 ?

Afspejler jeres lovgivning , at I aldrig nogensinde selv har været iværksættere eller snakket med nogle, som er?  Hvornår skaber I  et politisk system, hvor der er kongruens mellem jeres visioner og jeres lovgivning?

Efterord
Takket være et par store ordrer på falderebet kommer jeg selv ud med det overskud, som det kræver at få barselspenge fra Udbetaling Danmark - så jeg kæmper ikke en personlig kamp. Jeg kæmper en kamp for retfærdighed og for andre iværksættere, som ikke kan klare de dybt urimelige  krav. Jeg kæmper en kamp for, at vi etablerer et logisk politisk system - et system hvor politikerne følger op på al deres snak med handling. Sådan et system vil jeg gerne have, min søn, Isak skal vokse op i. 
DET er nemlig fremtidsgodkendt.

Kirsten - jeg elsker dig

I går var jeg til strategimøde i en frivillig organisation, som handler om at sætte værdighed på dagsordenen. Til mødet deltog en midaldrende kvinde, som hedder Kirsten Mainz. Det er første gang, jeg mødte Kirsten, men hun er en af de personer, som fik kultstatus i mit hjerte fra første øjeblik.

Vi talte om mange ting. Blandt andet om, hvem der skulle gøre dit og dat indenfor den nærmeste fremtid. Med min vanlige begejstring havde jeg straks comittet mig til en hel masse ting. Kirsten viste sig både at være cool og en menneskekender af kaliber: "Tanja, skal du ikke lige skrive det ned i din kalender, ellers glemmer du det jo" "Tanja, den deadline der, den skal du altså rykke"

Alt sammen blev sagt bestemt - med kærlighed. No bullshit.

Jeg var bjergtaget. Hvor er det dog fantastisk at møde et menneske, som kalder en spade for en spade. Samtidig var jeg også fyldt med en underlig form for æresfrygt. Det er sjældent, man møder et menneske, som taler lige ud af posen, og samtidig siger hvert et ord med så stor kærlighed og et glimt i øjet, at man bliver stolt af, at hun overhovedet gider tale til en.

Idag kl. 8.05 dumpede der en mail ind i min og min partner, Zacharias` indbakke.
Den var fra Kirsten. Vi havde ganske kort i forlængelse af gårddagens møde fortalt hende om vores helt nye firma .fremtidsfabrik.

I mailen stod der:

Kære begge to

Det var meget inspirerende at høre jer i går. Jeg vil meget gerne hjælpe der hvor jeg kan.

Det jeg er god til er administration. Hvordan får i lavet bogholderi ? Det er en god ting at have de ting i orden, da det ofte er noget der hænger over hovedet på en, som en tung sten. Det tager for meget energi.

I er meget velkomne til at spørge løs hvis I har nogle spørgsmål.

Torsdag tager jeg en tur til Stockholm, men er hjemme igen søndag.

Håber I får succes med jeres initiativ.

Hilsen

Kirsten

--------------------

Needless to say - Kirsten, jeg elsker dig! 

Og jeg vil fra nu af gøre alt for at være bare halvt så cool, hjertelig og hjælpsom, som du er. 

Fremtidsfabrik - I`m coming home

I´m coming home sagde Felix Baumgartner, inden han brød lydmuren i sit frie fald fra 38 km højde. Mens Felix fløj gennem luften, kunne jeg mærke, hvordan mine håndflader blev gennemblødte af sved. Da han efter 6 minutter landede på jorden blev jeg helt lykkelig inden i.
I et kort øjeblik var det som om, at alting kunne lade sig gøre.

Jeg har hørt mig selv sige den sætning et utal af gange - til mine holddeltagere på spinning, når jeg holder foredrag, og når jeg skulle lyde klog, mens jeg drak rødvin med mine venner. "Alle kan springe dualismens rammer - hvis blot man bærer drømmen i hjertet"
Jeg tror, jeg har sagt det mere end 50 gange, og jeg tror næsten, jeg troede på, at jeg selv gennemførte min filosofi.

Men sandheden var en anden.
Gennem det sidste 1 1/2 år har jeg haft en drøm om at blive selvstændig. Jeg har drømt om at købe en fabrik og invitere landets mest kreative og innovative unge indenfor. Sammen skulle vi udfordre danske virksomheders koncepter. Syreteste dem. Og udvikle dem. Uden at lefle. Uden at sælge vores sjæl for dyre rødvinsmiddage og macbook airs. Hellere sige nej til en kunde end at give dem et halvhjertet koncept.

Jeg har skrevet drømmen ned mange gange. Talt med alle mine søde, tålmodige venner om den.
Men hver gang gemt den væk igen. Fortrængt den med endnu en højintensitets spinningtime, en rødvinsmiddag eller en tur på Kilimanjaro.
Altid har jeg vendt tilbage til kontorets faste rammer. Fået en opgave, løst den og taget en ny. Overbevist mig selv om, at jeg springer ud en anden dag. I morgen.

Men "tomorrow always dies" Det ved alle. I min samurai bog står der, at en ægte samurai træffer en beslutning indenfor 7 vejrtrækninger.
Det kan jeg ikke helt prale af, men BESLUTNINGEN er truffet nu. Med bankende hjerte og koldsved meddelte jeg i fredags, at nu gør jeg det. Jeg tager springet.

Uden nogen som helst form for økonomisk sikkerhed i form af dagpengeordninger eller opsparinger er fremtidsfabrik en realitet. Frit fald.

I fremtidsfabrik er branding de dovne taberes hævn. Vi er kejserens nye klæder. Jeg har været tilstrækkeligt mange år i reklamebranchen til at kunne sige det klokkeklart: Jeg tror ikke på reklamer. Jeg tror på konceptudvikling, produktudvikling, konferencer, viden, innovation og skæve vinkler. Trods de mange år i branchen har jeg endnu ikke mødt ET voksent menneske, som deler mine tanker. Enten fordi branchen er præget af vanetænkning og pengeliderlighed. Eller også fordi jeg tager fejl. Derfor er motoren i fremtidsfabrik de mest innovative blandt landets studerende. De har mod & nerve. De er bundærlige og hamrende dygtige til ideer.

At fremtidsfabrik lander på benene og skaber danmarkshistorie, det er hvad jeg drømmer om og tror på.
Indtil da vil jeg holde vejret, arbejde som en sindsyg og love mig selv, at jeg ikke går på kompromis, før jeg er helt derude, hvor jeg ikke har råd til at købe frisk tun til min kat, sød.

I´m coming home.
Og hvis din virksomhed er klar til at blive syretestet, så kan du jo altid give mig et kald.

www.fremtidsfabrik.dk

Er det offentlige en bygning i himmelen?

I morges fik jeg en mail fra en fra mit spinning hold - en lang mail, hvor vedkommende (som jeg ikke kendte) takkede mig for min måde at undervise på - og for den gode stemning på holdet mm. Jeg har været glad hele dagen - på grund af den mail. Tak!

I formiddags var jeg inde på Radio 24-7 for at snakke om alkoholkampagner. Det handlede om voksne og druk, og jeg talte om Youth Explorers kampagne fra sidste år: www.youthexplorer.dk Siden vores kampagne har både Sundhedsstyrelsen og en række kommuner valgt også at sætte fokus på voksnes druk. Jeg føler ikke, de har lært noget af vores projekt, og det var måske heller ikke meningen. Det gode ved vores kampagne var ikke konceptet men processen (processen= at vi lyttede til de unge) De har så gentaget konceptet UDEN at have den samme proces.
Men OK, staten og kommunerne og regionerne skal nok ikke lære noget. Det er som om, de ved alt i forvejen. Jeg prøvede engang at komme i kontakt med Regionen, fordi vi gerne ville give kultur frivilligt - det tog ca. 5 måneder og 12345 mails og 123 telefonopkald, inden vi fik hul igennem.
Jeg tror stadig nogengange, at det offentlige er en bygning, som svæver oppe i skyerne et sted. Men det er en anden historie. 

Jeg er netop kommet med i en arbejdsgruppe, som skal starte Global Dignity op i Danmark. Det er Soulaima Gourani, som har taget initiativet. Hun fortalte, at skolebørn i Mexico tager ud til de hjemløse med resterne fra deres madpakker - det er normalt.

Jeg smider altid bare min mad ud, hvis den er ved at blive for gammel - også selv om de hjemløse sidder lige uden foran min dør på Kultorvet. Det er altså dårlig stil. 

Min bog skal undersøge begrebet værdighed, og hvordan det opleves af “klienten” i den danske velfærdstat. Jeg vil gå på jagt efter værdigheden i den offentlige sektor, lidt ligesom da den lille prins rejste rundt på sin cykel til de forskellige planeter. Gad vide, om jeg finder den - værdigheden altså?
Jeg vil blive yderst taknemmelig for feedback og input. 

Værdighed for mig handler blandt andet om at blive set og anerkendt og anerkende og se andre. At få at vide på mail, at jeg skabte god stemning, gav mig en stor følelse af værdighed.

------------
 
Siden mit sidste blogindlæg har jeg fået enormt meget respons - altsammen har vedrørt min betragtning om, at “det er let at blive helt i dagens Danmark - fordi det blot kræver en evne til at være superegoist og tilsidesætte familie, venner mm. i et halvt år = det er, hvad ekstrematleter gør”
Jeg er beæret over de mange indlæg og giver her i første omgang et kort svar. Man har misforstået mig, hvis man tror, jeg synes, der er noget galt med triatlon sporten. Slet ikke. Jeg elsker sporten. Men set i et større perspektiv, så er det interessant og lidt underligt, at det er bet statussymbol at gennemføre en ironman eller marathon eller 3 gange ironman. Vi skriver det på vores CV og ikke mindst på vores facebook profiler. At vi atleter hyldes som helte, når vi løber gennem gaderne. Come on: I hvilken grad gavn gavner det samfundet og verden, at vi træner 20 timer om ugen? Jeg synes, det ville give mere mening, at man skriver på sit CV, at man besøger sin farmor 3 gange om ugen, eller er en god kæreste/ven, eller at man går ned til de hjemløse med sine rester. Altså - alle de ting, som kan være svært at have tid til, når man skal realisere sig selv og træne 10-20 timer om ugen.
Jeg tvivler virkelig også på, man bliver en bedre chef eller ansat af at dyrke ekstremsport (som alle aviserne ellers skriver) - men det er en anden snak. 

En enkelt skrev til mig, at ekstremsport var bedre end alkoholafhængighed? Ja - enig. Men kan man ikke sige det om næsten alt i verden - at det er bedre end at være alkoholiker? 

Tid er en begrænset ressource, og måske skal vi tænke over, hvordan vi bruger den- også selv om vi bor i et velfærdssamfund, hvor vi i princippet kunne være ligeglade - “fordi det klarer staten jo” - altså det med vores bedsteforældre, de hjemløse, vores arbejdsløse venner og alkoholikerne.

Endnu en dag på kontoret

Idag var jeg til træning i fitnessdk Adelgade. Først tog jeg 100 swings med kettblebells og 100 armbøjninger. Jeg syntes, mine armmuskler så mere markerede ud, end de har gjort længe - da jeg så mig selv i spejlet. Det blev jeg glad for. Hvorfor ved jeg ikke.

Inden træning overhørte jeg en samtale mellem to andre i centeret. Den ene havde lige gennemført Copenhagen Challenge. “Hvor er du bare sej, sagde hans veninde. Du er min helt” 

Hold kæft, hvor er det nemt at blive helt idag. Opskriften er jo simpel - jeg har selv gjort det. Man skal være i stand til at dyrke sig selv og sin egen træning i 6 måneder - og sætte familien og venner i anden række. Og vupti - så har man titlen. 

Det var nok 25 grader udenfor - for første gang længe . Men Kenneth og jeg mødtes for at spinne - i et mørkt lokale på cykler, der ikke bevæger sig. I løbet af træningen gennemgik jeg grundtankerne i den bog, jeg skal til at skrive. En bog, der skal stille masser af spørgsmål. Spørgsmål, som jeg gradvist vil lukke op for via denne blog. 
Jeg tror, bogen vil vende op og ned på en hel masse ting. Mere om det senere. 

Efter træning tog jeg ned i Netto ved Nørreport for at købe vindruer, chokolade kiks og appelsinjuice = aftensmad. Indtil for nogle måneder siden var kasseekspedienterne i Netto erstattet af selvbetjeningskasser. Sådan er det ikke længere, men jeg ved ikke, om folk helt har opdaget det. Pigen i køen før mig SMS`ede, da hun betalte. Samtidig hørte hun musik, så hun svarede ikke, da kassedamen spurgte, om hun ville have sin bon med. 

På vej hjem gennem Købmagergade bad en hjemløs mig om penge. Jeg gav ham ikke nogle, og det havde jeg heller ikke speciel dårlig samvittighed over. Jeg har jo kun dankort. Det er normalt. Moderen og pigen, som gik bag mig gav ham heller ikke penge “Altså, det er den slags jeg betaler min skat til,” forklarede moderen pigen. 

Jeg tænker på, om vi per definition bliver bedre mennesker af at leve i en velfærdsstat. Om det gavner den mellemmenneskelige relation. 
 
Da jeg kom hjem havde jeg fået email fra Radio 24-7. De vil interviewe mig i forbindelse med en alkoholkampagne, jeg eksekverede sidste år.
 
Jeg er klar.
 
Jeg tror nemlig, jeg ved, hvorfor danskerne er verdensmestre i druk.
Og hvorfor vi er dem, der dyrker allermest ekstremsport.
Og hvorfor vi er er den befolkning i verden, som bruger allermest tid på facebook.